Udluftnings-guide


Det er vigtigt, at du sørger for, at der bliver luftet ordentligt ud i dit lejemål. Selvom det bliver koldt udenfor, er det vigtigt, at du fortsætter med at lufte ud. Om vinteren er der nemlig større risiko for fugtskader, hvis du ikke lufter ud. Samtidig opholder man sig ofte mere indenfor om efteråret/vinteren, og derfor er det ekstra vigtigt at få udskiftet inde-luften, som du gør, når du lufter ud med gennemtræk. Bemærk der er særlige hensyn at tage i et lejemål med ventilations anlæg!


Luft ud kort og intenst:


Om efteråret/vinteren er det særlig vigtigt at få luftet ud, men du skal gøre det i kortere tid end normalt - du kan nøjes med 5 minutter.

Sørg for gennemtræk. Luk vinduer op i begge sider af lejemålet, så den 'brugte' luft suges ud, og frisk erstatningsluft trækkes ind. Ellers når du ikke at skifte al luften ud på så kort tid.


Luft ud 3-4 gange om dagen:


Udluftningen skal ske 3-4 gange om dagen, og det kan for eksempel være morgen, eftermiddag og aften. Når det er koldt udenfor, og kontrasten mellem kulde og varme er stor, vil der dannes kondens, og derfor er der risiko for fugtskader. Derfor er det vigtigt at lufte ud.

Lad ikke bare et enkelt vindue stå på klem i flere timer. Det vil afkøle vægge og andre overflader. Kolde vægge kan give kondens og føre til fugtskader.


Husk frisk luft til madlavningen:


Når du laver mad, er det vigtigt at tænde for emhætten og lufte ud efter madlavningen, så den varme, fugtige luft bliver suget ud.

Der opstår mange partikler ved madlavning, og det er vigtigt, at man forsøger at fjerne disse via emhætten og udluftning. En god regel er at tænde emhætte 10 min før madlavning starter og lade den kører 10-15 minutter efter madlavningen er afsluttet.


Luft ud efter stearinlys: 


Stearinlys afgiver store mængder af partikler ved afbrænding. Luft grundigt ud, når du har haft stearinlys tændt.

Læg mærke til, om ruderne dugger:

Hvis kanten af dug på indersiden af ruden bliver over 2 cm bred, er det tegn på, at du skal lufte mere ud. Tør dug væk med fx køkkenrulle eller klud, så det ikke senere udvikler sig til skimmelsvamp.



Hold badeværelsesdøren lukket:


Når du har været i bad, skal du sørge for, at den fugtige luft kommer helt ud af din bolig. Tænd derfor ventilatoren inden du går i bad, og lade den være tændt et godt stykke tid efter du er færdig med badet. Herudover er det en god ide at åbne vinduet, så dampen kommer helt ud af din bolig.

Hvis du åbner badeværelsesdøren, spreder du bare den fugtige luft til resten af boligen, så sørg for at døren til badeværelset holdes lukket.

Damp og varme skal suges ud gennem ventilatoren i badeværelset (og vinduet).


Tørre tøj efter tøjvask:


Tør aldrig tøj indenfor. En almindelig tøjvask indeholder 2-3 liter vand pr. vask, der bliver frigivet til luften, når tøjet tørrer. Det kan blive en udfordring for indeklimaet, som kan resultere i fugtskader. Derfor er det godt at tillære sig nogle enkle tørrevaner, der kommer indeklimaet til undsætning, hvis det er nødvendigt at tørre tøj indenfor.

Sørg for at tøjet centrifugeres ved minimum 1000 omdrejninger - og gerne mere. Det får vandet ud af tøjet, som dermed tørrer hurtigere.

Det er altid bedst at tørre tøjet uden for, men hvis det er nødvendigt at tørre tøj indenfor er det vigtigt, at der er en god ventilation i det rum, hvor tøjet tørres, fx med et åbent vindue eller en ventilator, der reagerer på fugtprocenten i rummet. Hold også døren til det rum, hvor tøjet tørrer, lukket. Så slipper du for, at fugten spredes i hele lejligheden. Hvis muligt er det bedst at tørre tøjet i et vådrum som badeværelset, der er bygget til at modstå fugt og suge den ud via en ventilator.


Kontakt til vicevært

Viceværten kan kontaktes på følgende måder:
Mail: lasse@Grampedersen.dk

Tlf.nr. 40 44 99 98